Klubbens vedtægter

Vedtægter for Hottown American Cruisers 

 

Foreningen/klubben er stiftet den 24. september 2011.

§ 1Navn og adresse:

Stk. 1. Foreningens/klubbens navn er: Hottown American Cruisers i daglig tale kaldet H A C.

 Stk. 2. Foreningens/klubbens postadresse er: Formandens adresse - Stenalderen 84, 2640 Hedehusene.

Stk. 3. Bank: Danske Bank 1551 11008771

 § 2 Formål:

Foreningens/klubbens formål er at samle folk med samme interesse for de amerikanske biler og herigennem udbrede kendskabet til og interessen for disse.  

§ 3 Medlemskab:

Stk. 1. For at blive medlem af foreningen skal man være ejer af eller have interesse for biler af amerikansk oprindelse.  

Stk. 2. Medlemskab kan nægtes, hvis et af de i § 4 nævnte forhold foreligger.

 

Stk. 3. Prøvemedlemskab er obligatorisk og er på op til 1 år – prøvemedlemsskabet er gratis. Prøvemedlemmer kan ikke købe tøj eller andre genstande med klubmærke eller klubnavn, førend den ovenstående prøvetid er udløbet. Når fuldt medlemskab er opnået udleveres klublogo på klistermærke som skal være synligt placeret på bilen.

Der kan ses bort fra prøvemedlemskab hvis pågældende er anbefalet af op til 3 af klubbens nuværende medlemmer. Prøvemedlemmer yder egenbetaling til klubbens arrangementer i prøveperioden.  

Stk. 4. Medlemmers børn under 18 år automatisk medlemmer, dog uden stemmeret og medlemsnr. Ved fyldte 18 år, er det muligt at overgå til eget medlemskab, uden indmeldelsesgebyr/prøvetid. Hvis begge parter i et splittet forhold fortsat ønsker medlemskab af Hottown American Cruisers, gives det uden indmeldelsesgebyr/prøvetid.

 Stk. 5. Kontingentet fastsættes på den stiftende generalforsamling. Kontingent er fastsat til kr. 300,- pr. år for den første tilmeldte – dernæst betales 150 kr. for ekstra personer i husstanden over 18 år, gældende fra 15/11-2011. Indmeldelsesgebyret er henholdsvis 300/150 kr. svarende til 1 års medlemskab i indeværende år. For nye medlemmer der meldes i 1. halv år dvs. fra 15/11-15/5 betales fuldt kontingent – for nye medlemmer der indmeldes i 2. halvår dvs. fra 16/5-14/11 betales 150 kr.

 Stk. 6. Udmeldelse sker såfremt sidste frist for kontingentindbetaling overskrides med løbende måned + 30 dage. Senest 10 dage inden denne dato tilgår en skriftlig advarsel.

 Stk. 7. Ønskes medlemskab genoptaget efter udmeldelse grundet restancer, betales restance 1 års medlemskab.
  
 Stk. 8. Klubben skal være medlem af FDA (ForenedeDanskeAmerikanerbilklubber). 

§ 4 Eksklusion:

Stk. 1. Bestyrelsen kan ekskludere/nægte medlemskab til et medlem/kommende medlem, der forsætligt modarbejder foreningens formål, eller gør/har gjort sig skyldig i forhold eller handlemåde, der - ved pågældendes forbliven/optagelse i foreningen - kan nedsætte dens almindelige omdømme.

 Stk. 2. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis medlemmets optræden skader foreningens klubmedlemmer eller inventar.

 Stk. 3.   H A C forventer at medlemmer opfører sig efter gældende regler ved arrangementer/træf.

 

§ 5 Generalforsamling:

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling tilstræbes afholdt hvert år i januar måned. Kan dette ikke overholdes, vil der i indkaldelse til generalforsamling blive gjort særligt opmærksom på ændring af afholdelses dag for ordinær generalforsamling. Bestyrelsen indkalder medlemmerne skriftligt med mindst 2 ugers varsel, normalt via Facebook – hjemmeside, sms ellers ved selvstændig udsendt indkaldelse.

 Stk. 2. Forslag til dagsordenen skal være formanden i hænde, senest 1 uge forud for generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer skal ligeledes være formanden i hænde senest 1 uge forud for generalforsamlingen. Endelig dagsorden fremlægges på generalforsamlingen.

 Stk. 3. Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:  

1. Valg af ordstyrer (må ikke være medlem af bestyrelsen)

2. Formandens beretning

3. Fremlæggelse af regnskab

4. Indkomne forslag

5. Fastsættelse af kontingent

6. Valg:

a. Valg til bestyrelse i henhold til § 7

b. Valg af regnskabskontrollant

c. Valg af webmaster

d. Valg af presseansvarlig

7. Evt.

 

Afstemning sker ved håndsoprækning og almindeligt stemmeflertal, bortset fra de afstemninger der omhandler vedtægtsændringer og foreningens ophævelse. Skriftlig afstemning skal dog foretages såfremt et eller flere medlemmer ønsker det. Ethvert fuldgyldigt medlem som er fyldt 18 år, og som ikke skylder i kontingent eller har anden økonomisk udestående, har ret til at deltage i forhandlinger og afstemninger. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af stemmeberettigede fremmødte.

 § 6 Vedtægtsændringer:

Stk. 1. Vedtægtsændringer skal vedtages på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer for at have gyldighed.

 Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, som de vedtages på.

 

§ 7 Bestyrelse:

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 4-5 medlemmer – Formand – kasserer – sekretær – 1 til 2 bestyrelses medlemmer.

 Stk. 2. Bestyrelsen vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år af gangen. Der er mulighed for genvalg. Formanden og kassereren vælges særskilt af generalforsamlingen. Formanden er på valg i ulige år - kassereren er på valg i lige år. De 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg på skift, med 2 på valg i lige år sammen med kassereren, og 1 i ulige år sammen med formanden.

 Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv - bortset fra formand og kasserer, som vælges særskilt af generalforsamlingen - med sekretær og menigt bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan nedsætte særlige udvalg bestående af øvrige medlemmer, eller udpege enkelte medlemmer til varetagelse af foreningens opgaver og interesser – såsom webmaster og/eller presseansvarlig.

 Stk. 4. Der skrives referat fra alle bestyrelsesmøder og disse fremlægges på følgende klubmøde. Referater vil være at finde på hjemmesiden.

 Stk. 5. Bestyrelsen disponerer og beslutter sammen med de fremmødte medlemmer på klubmøderne hvad evt. økonomiske midler skal bruges til. En enig bestyrelse kan disponere over beløb op til 5.000 kr. uden først at fremlægge dette på et klubmøde.

Stk. 6. Bestyrelsen passer klubbens drift.  

§ 8 Tegningsret:

Stk.1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer i forening. Ved væsentlige økonomiske dispositioner (over kr. 10.000,-) tegnes foreningen af hele bestyrelsen.

 

Stk.2. I forhold til tredjemand hæfter foreningen alene med sin formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler foreningen.

 

§ 9 Økonomi og regnskab:

Stk. 1. Driften finansieres ved indtægter fra kontingent, salg af varer og øvrige aktiviteter, samt evt. tilskud fra kommune eller andre offentlige myndigheder.

Stk. 2. Foreningens regnskabsår følger generalforsamlingen. Foreningens regnskab skal fremlægges og kontrolleres ved samtlige bestyrelsesmøder. Den på generalforsamlingen valgte revisor reviderer årsregnskabet, inden det forelægges på den ordinære generalforsamling.

Stk.3. Overstiger egenkapitalen i klubben 20.000 kr. træder § 7, stk. 5 i kraft.

§ 10 Arrangementer:

Stk. 1. Al tilmelding til arrangementer i klubben er bindende, og udeblivelse fra et sådan, berettiger ikke til refundering af evt. forudbetalinger.

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt overfor bestyrelsen udtrykker ønske herom. Senest en måned efter begæring er fremsat, afholdes den ekstraordinære generalforsamling. Indkaldelse og dagsorden senest 2 uger før.  

§ 12 Klubhus:

Forefindes ikke pt. Klubmøder går så vidt muligt på skift hos de forskellige medlemmer. Udgifter i forbindelse med afholdelse af klubmøder varetages af H A C, dog kan der forekomme egenbetaling ved arrangementer.

 § 13 Foreningens ophævelse:

Stk. 1. Foreningen kan ophæves, når forslag herom har været optaget på dagsordenen på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. For vedtagelse kræves at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede og mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stk. 2. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, hvor ikke mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling. Beslutning om foreningens ophævelse kan hér træffes når mindst 3/4 af de afgivne stemmer for forslaget, uanset hvilket antal medlemmer der er til stede.

Stk. 3. Vedtagelse af foreningens ophævelse skal være ledsaget af bestemmelse om anvendelse af foreningens midler. Midlerne skal bruges på velgørende formål. Kan der på generalforsamlingen ikke blive enighed om hvortil midlerne stiles, træffer seneste bestyrelse endelig beslutning, med udgangspunkt i de stillede forslag. NB. Kommunal/statsligt krav at tilbageværende midler bruges på velgørende formål, ved ophævelse af forening.

 

Hottown American Cruisers Hjemmeside:

www. hottownamericancruisers.dk  

 

September 2011
Hottown American Cruisers